Arla tester potentiale for regenerativ mælkeproduktion

24 udvalgte Arla-gårde i fem lande skal de næste fire år teste praksisser for regenerativ mælkeproduktion. Samtidig vil mere end 900 økologiske Arla-landmænd måle kulstofindholdet i deres jord og registrere praksisser, der fremmer biodiversitet.

Med hjælp fra andelshaverne indleder Arla to konkrete tiltag for at høste mere data og viden om, hvordan mælkeproduktion kan være med til at forbedre jordkvalitet, kulstofbinding, vandkvalitet og biodiversitet via regenerative landbrugsmetoder.

Det første skridt er at etablere et pilotprogram i samarbejde med eksperter inden for regenerativt landbrug fra FAI Farms, en førende forsknings-, data- og konsulentvirksomhed inden for landbrugsfødevaresektoren, og andre ekspertorganisationer.

Fire danske Arla-landmænd samt 20 andre fra Storbritannien, Sverige, Tyskland og Holland har indvilget i at afprøve og dokumentere påvirkningen fra regenerativ mælkeproduktion over en periode på fire år.

Gårdene er en blanding af konventionelle gårde, hvor køerne enten er på græs eller i stalde samt økologiske gårde. Landmændene vil modtage undervisning og vejledning i at anvende forskellige regenerative metoder og vil hjælpe med at indsamle data til at forstå, hvilken effekt metoderne kan have på jordens sundhed, kulstofbinding, biodiversitet, økosystemprocesser, landbrugets rentabilitet og landmandens trivsel.

Alle indsamlede erfaringer og data skal opbygge Arlas viden om, hvordan regenerative metoder kan anvendes på forskellige typer gårde i Europa, og hvordan de påvirker klima og natur.

- Som landmandsejet mejeriselskab har vi en kæmpe interesse i at forstå, hvordan vi kan reducere den negative påvirkning og optimere den positive påvirkning fra mælkeproduktion, siger bestyrelsesmedlem i Arla og formand for Arlas Økologiske Råd, Janne Hansson og tilføjer:

- En række landmænd i vores selskab har udforsket regenerative landbrugsmetoder i nogen tid. Båret frem af deres motivation har vi besluttet at vise en bredere tilgang til dette som andelsselskab, anført af de økologiske landmænd og en gruppe landmænd, der stiller deres gårde til rådighed.

Arlas økologiske landmænd vil styrke biodiversiteten

Næste skridt er en forpligtelse fra Arlas 916 økologiske landmænd, der tilsammen står for en årlig produktion på 1.000 millioner kg økologisk mælk, svarende til verdens største økologiske mælkepulje.

Fra i år vil de foretage årlige egenkontroller og registrere, hvilke aktiviteter på gården der fremmer biodiversitet. Derudover vil de indsamle jordprøver, som vil blive analyseret af et tredjepartslaboratorium og danne udgangspunkt for jordens kulstofbinding.

De økologiske landmænd skal desuden garantere, at en række tiltag vedrørende jordens sundhed og biodiversitet sættes i gang på gårdene. Og de vil få adgang til et klimakatalog med oplysninger om, hvordan forbedringerne kan måles og håndteres.

Fra 2022 vil de også foretage egenkontroller på jordens sundhed ved at teste blandt andet jordens lugt, gravningsevne og antallet af regnorme. Al data fra dette arbejde vil blive samlet for at skabe bedre forståelse for processerne.

Behov for definition og data

Regenerativt landbrug har de seneste år høstet stor opmærksomhed fra producenter, detailhandlere, forskere og forbrugere som et af svarene på den dobbelte krise med klimaforandringer og tab af biodiversitet.

Der er generel enighed om, at forbedring af jordens sundhed og biodiversitet er centrale elementer i regenerativt landbrug, men der er ikke blevet fastlagt en universel definition af tilgangen endnu.

Desuden findes der meget få videnskabelige eksempler på regenerative metoder på mælkebedrifter i Europa, som landmændene kan bruge som rettesnor. Arla ønsker derfor at bidrage ved at fylde datahullerne ud med erfaringer og viden fra sine andelshavere.

- En central årsag til, at vi ønsker at udforske regenerativt landbrug, er, at vi kan høste datadrevet dokumentation fra anvendelse af regenerative metoder på mælkebedrifter. Mens vi arbejder målrettet på at reducere vores klimapåvirkning, er den positive effekt, vi kan skabe som jordforvaltere, endnu ikke blevet videnskabeligt efterprøvet, siger Janne Hansson og fortsætter:

- Med dette projekt ønsker vi at sikre mere forskningsbaseret viden for at gøre det muligt for mælkeproducenterne at vælge de rigtige tiltag for fremtiden.

Handlingspunkter, som alle økologiske Arla-landmænd skal implementere i 2021:

Om jordens sundhed:

En kulstofvurdering af jorden, der skaber grundlag for at kunne måle yderligere forbedringer i kulstofniveauet.

Jordprøverne vil blive analyseret af et tredjepartslaboratorium for blandt andet: organisk materiale, organisk kulstof, samlet kulstof, samlet nitrogenindhold og forholdet mellem kulstof og nitrogenindhold.

Mindst fem ud af 22 tiltag for jordens sundhed på gården skal være på plads.

Fra 2022: en årlig egenkontrol af jordens sundhed skal være implementeret ved at teste blandt andet jordens lugt, gravningsevne og antallet af regnorme.

Om biodiversitet:

En årlig egenkontrol af aktiviteter inden for fire områder for bevaring af biodiversitet.

Der skal være implementeret mindst syv ud af 33 tiltag for bevarelse af biodiversitet på gården.

Med det nye netværk bestående af 24 udvalgte gårde i fem lande arbejder Arla mod at:

• Uddanne alle 24 landmænd og yde personlig konsulenthjælp fra brancheeksperter i regenerativt landbrug.

• Måle, spore og dokumentere effekten af regenerative landbrugspraksisser fra gårdenes økosystemer.

• Forstå og dokumentere alle adfærdsændringer hos de deltagende landmænd.

• Opbygge den forståelse, der i øjeblikket mangler omkring mælkeproduktion af, hvad regenerativt landbrug kræver, og hvordan det ser ud samtidig med, at læringen foregår i sammenhæng med en række forvaltningssystemer og lande.

• Dele viden og udveksle erfaringer gennem møder, casestudier og projektstatusrapporteringer.

• Kombinere landmandens viden med eksterne eksperters for at identificere fælles regenerative principper og praksisser, der kan anvendes i stor skala af Arlas landmænd.

Læs også