Brasilien – et overset land for landbrugsinvesteringer

- Antallet og omfanget af danske landbrugsinvesteringer i Brasilien er overraskende beskedent – mulighederne taget i betragtning, lyder det fra danske Peter Hauch, der har erfaring fra sin egen farm i det nordøstlige Brasilien.

Brasilien er landbrugslandet med nogle af verdens laveste omkostninger og største stordriftsfordele ved dyrkning af blandt andet sojabønner og majs. Det skyldes dels lave jordpriser og produktionsomkostninger og dels en forholdsvis stor effektivitet.

Det påpeger landbrugsinvestor Peter Hauch, der er medlem af organisationen for danske landmænd med produktion i udlandet, Danish Farmers Abroad, og selv ejer en 720 hektar stor farm, Brazildan, i delstaten Piaui i det store landbrugsområde i det nordøstlige Brasilien.

Han ser langt flere fordele ved investering i Brasilien frem for til eksempel investering i landbrug i Afrika.

- Veje og infrastrukturen i Brasilien er fornuftig, selvom der altid kan være plads til forbedringer. Og der er masser af fagligt dygtig og billig arbejdskraft at trække på, fortæller Peter Hauch.

Landbruget velanset

Landbrug er et hovederhverv i Brasilien og nyder både status og anerkendelse fra den øvrige befolkning.

- Ikke mindst da det er landbruget, som har holdt hånden under den brasilianske økonomi i kriseårene 2015 til 2016, hvor Brasilien havde negativ økonomisk vækst på cirka 3,5 procent, understreger Peter Hauch.

Og nedturen siden 2014 med politisk ustabilitet og valutauro har ikke berørt landbruget negativt, snarere tværtimod.

- Alt prisfastsættes i forhold til USD og verdensmarkedspriserne. Og uroen på verdensmarkedet har nærmere gavnet end skadet landbruget, da landbrugsvarer afregnes i USD, mens arbejdskraft og serviceydelser afregnes i lokal valuta.

IFU er tilbage

Den danske investeringsfond for udviklingslande, IFU, er efter flere års fravær nu kommet tilbage i Brasilien med landbrug som fokusområde

- IFU er tilbage i Brasilien efter i nogle år at have været ud ude af Brasilien, fordi landet ikke blev betragtet som værdigt trængende, forklarer Peter Hauch.

Den faste repræsentant for IFU er financial advisor Lauritz Stræde Hansen, som er placeret på den danske ambassades konsulat i Sao Paulo.

- Lauritz Hansen har været i Brasilien i adskillige år og taler flydende portugisisk. Men selv om landbrugsinvestering i Brasilien er et fokusområde for IFU, er der langt mellem de danske investorer, fastslår Peter Hauch, der ikke helt forstår hvorfor.

- Rejsetiden herned er i dag forholdsvis kort. Med det tidlige morgenfly ud af Kastrup via Amsterdam eller Paris ankommer man samme dag ved 18-tiden til Sao Paulo. Tidsforskellen er tre eller fire timer alt efter årstiden, så der er nærmest ingen jetlag hverken frem eller tilbage.

Der er altid nogen som taler engelsk.

- Og i landbruget finder man ofte, at folk taler et begrænset tysk, da der i begyndelsen af 1900-tallet var en massiv tilflytning til Brasilien fra Tyskland og Holland for at købe billig jord og drive landbrug.

Køb af jord

Som udlænding skal man ved jordkøb ansøge et regeringskontor om tilladelse.

- Men tilladelser til køb af op til 1.500 hektar gives automatisk – i visse områder også til arealer større end 1.500 hektar, fortæller Peter Hauch.

Landbrugsjord i drift på de nye områder på sletterne i det nordlige og nordøstlige Brasilien i stater som Tocantins og Piaui kan købes typisk for omkring 25.000 danske kroner pr. hektar.

Prisen er højere i mere etablerede landbrugsområder som højsletten i de to stater mod syd Goiás og det vestlige Bahia.

- Jord, som ikke tidligere har været dyrket og henligger med buskbevoksning, kan købes og bringes i produktion for cirka 15.000 kroner pr. hektar. Det fulde afgrødepotentiale for nyåbnet jord opnås efter seks til syv års drift, fortæller Peter Hauch.

God rådgivning vigtigt

Der er ingen problemer med at få kapital ind og ud af Brasilien, men man skal anmelde investeringen til den brasilianske Centralbank ved kapitalens indførsel.

Der er dobbeltbeskatningsaftale mellem Brasilien og Danmark, og fri tilbageførsel af kapital og afkast.

- Men som altid bør man være godt rustet med lokale juridiske og økonomiske rådgivere - dog ikke ud over hvad der ellers gør sig gældende ved alle udenlandske investeringer, lyder Peter Hauchs erfaringer.

Læs også