Fond giver gratis adgang til oplevelser

Som en del af de såkaldte ELRO-dage er der gratis adgang for alle på Det Grønne Museum og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum lørdag den 2. september

Foto: Det Grønne Museum

Der er rig mulighed for at få en spændende oplevelse, når de to museer på Norddjurs inviterer indenfor til en række gratis oplevelser den første lørdag i september.

På Gammel Estrup kan man møde flere af museets mange frivillige. For eksempel sydamerne, der syr historiske dragter og tekstiler til herregårdens sale og gemakker, og havegruppen, der passer museets køkkenhave og formidler historien om den selvforsynende herregård, hvor man førhen kunne hente stort set alt frugt og grønt til herregårdens store husholdning på egen jord.

I Herregårdskøkkenet kan man møde husjomfruen og købe sig et stykke kage bagt efter Gammel Estrups 100 år gamle opskrifter og en kop kaffe fra Madam Blå. Man kan også komme med på rundvisning med Gammel Estrups frivillig-omvisere og få indblik i Gammel Estrups unikke historie.

Ølbrygning

På Det Grønne Museum kan man i løbet af dagen møde museets ansatte og frivillige. Man kan også selv få mulighed for at prøve kræfter med gamle færdigheder og se, hvordan man har udført og forædlet gamle håndværk.

For eksempel vil der være ølbrygning, rebslagning, bueproduktion samt tilberedning af historiske retter, hvor der selvfølgelig vil være smagsprøver.

Museets dygtige fagfolk tager desuden gæsterne med på særlige rundture i løbet af dagen, hvor man kan lære mere om de gamle danske racer af brugsdyr eller komme med på en unik tur bag kulisserne i magasinerne, der normalt er lukket land for gæsterne.

Museerne har åbent klokken 10-17 lørdag den 2. september, og der er gratis adgang hele dagen.

Læs også