Fusion på landet: Landbrugsudlånere vil slå sig sammen

Der er udsigt til en fusion mellem de to pengeinstitutter Frøs og Broager Sparekasse, der begge yder landbrugslån i millionklassen.

De to sydjyske sparekasser, Broager og Frøs Sparekasse har sat gang i planerne om en fusion til Sydjysk Sparekasse.

Det oplyser de to pengeinstitutter i en pressemeddelelse. Begge sparekasser har pæn eksponering overfor landbruget i nærområdet.

Ifølge Landbrugsavisen er otte procent af udlånet i Broager Sparekasse rettet mod landbruget, mens fire procent af alle udlån i Frøs Sparekasse er landbrugslån. I alt har de to pengeinstitutter lånt 345,5 millioner kroner ud til lokalt landbrug i Syd- og Sønderjylland.

Tankerne om fusionen er rettet mod at udvikle det nære og lokale, hedder det.

- Vi ønsker med fusionen at etablere en stærk, lokal garantsparekasse, der ud over at levere professionel rådgivning og finansielle løsninger, bakker op om lokalsamfundet og bidrager til udvikling og vækst i Syd- og Sønderjylland, siger formand for Broager Sparekasse, Erik Johannsen.

Fusionen er dog ikke helt faldet på plads endnu. Den skal således først vedtages af repræsentantskaberne i Broager Sparekasse den 21. september og i Frøs Sparekasse den 28. september.

Læs også