Energinet udbygger elnettet for milliarder

Energinet planlægger i hundredevis af byggeprojekter i store dele af Danmark, der skal understøtte den grønne omstilling ved hjælp af eltransmissionsanlæg.

En voldsomt accelereret omstilling til grøn energi skaber store forandringer i det danske elnet. Energinet vil fra 2023 til 2026 investere 41 milliarder kroner i eltransmissionssystemet.

Det skriver Energinet i en pressemeddelelse, hvor man oplyser, at der allerede nu er 100 nye udbygninger på vej. Derefter følger nok yderligere 100 udbygninger af eltransmissionsnettet. Det skal forstærkes med i alt 3.300 kilometer af enten nedgravedede kabler eller luftledninger.

Energinet har allerede sat projekterne i gang flere steder. Enten er der kraner og gravemaskiner i marken, eller også kommer de det snart, da projekterne er planlagt og godkendt. På samme vis udbygger Energinet 70 højspændingsstationer, så de er klar til at tage imod meget mere grøn strøm fra vindmøller og solceller.

Knokler i marken og ved skriveborde

Men det er blot første af mange skridt mod et helt grønt elsystem.

- Vi knokler ikke kun i marken, vi knokler også ved skrivebordene, for i de kommende år skal vi bygge endnu mere end det, vi allerede har gang i, siger Henrik Riis, direktør i Energinet Eltransmission.

I 2030 år skal Danmark have firedoblet strømproduktionen fra vindmøller og solceller. På bare syv-otte år skal fire gange mere vind og sol tilsluttes elnettet, end det har taget 40 år at indpasse. Ud over den massive udbygning med landvindmøller og især solcelleparker på land, skal elnettet også gøres klar til flere, store nye havmølleparkler.

Fra Lolland til Sjælland

Et af de mange steder, hvor der sker store forandringer, er på Lolland-Falster og i Sydsjælland, hvor der bliver kabellagt og udbygget elnet fra syd til nord.

Lolland-Falster har historisk været et område, hvor forsyningen ofte kom udefra, og hvor elforbruget set i den store sammenhæng var forholdsvis lille. I løbet af få år er det vendt på hovedet - Lolland-Falster får en elproduktion, der mange gange overstiger det lokale forbrug. I fremtiden skal strøm fra Lolland og Falster være med til at sikre forsyningen i Københavnsområdet og på Nordsjælland.

I takt med, at der fremover kommer meget mere elproduktion i Danmark fra vindmøller og solceller, er der mange steder behov for at vende elnettet på hovedet. Transmissionsnettet blev for mange årtier siden designet med få, store kraftværker nær de store byer og forbrugscentre som centrum. Herfra flød strømmen ud i alle egne af landet. Jo længere ud, jo mindre forbrug og jo tyndere elledninger.

Produktion mangedobles i områder med lille forbrug

Men strømmen kommer allerede i dag ofte fra steder, hvor der hverken er et lokalt forbrug, der kan opsluge stor elproduktion, eller et elnet, der kan transportere store mængder strøm fra vindmøller eller solceller væk.

Og produktionen i de egne bliver i de kommende år mangedoblet.

Henrik Riis forventer, at Energinet i 2023 ender med at godkende dobbelt så mange udbygninger af eltransmissionsnettet til tilslutning af ny elproduktion eller nyt storforbrug i forhold til året før. I 2022 var tallet 21 godkendte tilslutningsprojekter. I 2021 var tallet 4.

Læs også