Lille landmand vil ikke lade sig begrænse

Den 23-årige landmand Magnus Jacobsen fra Sorø var blandt de medvirkede i programmet »Ja, jeg er dværg!« på TV2 Echo.

Da Magnus Jacobsen voksede op, var selvtilliden lav, og han ønskede ikke at være ude blandt de fremmede, stirrende blikke. Men i dag er han sådan en, de fleste i lokalområdet hilser på. Foto: TV 2

Magnus Jacobsen fra Sorø har kun 134 centimer at gøre godt med. Han er født med dværgvæksten achondroplasi og er derfor udfordret på fysikken.

Men han nægter at lade sig begrænse af sin krop. Det kunne man tydeligt fornemme, da den 23-årige landmand for nylig var i fokus i dokumentarprogrammet: »Ja, jeg er dværg!«, der blev vist på TV2 Echo.

Under høsten stod unge landmand op klokken 5. Og arbejdstiden fortsatte ofte til langt ud på aftenen. Det er ikke nødvendigvis ekstremt, men det er det for Magnus Jacobsens krop.

- Min krop kører stort set hele tiden på 200 procent. Når et normalt menneske tager ét skridt, tager jeg halvandet eller to for at følge med, siger Magnus Jacobsen til mediet, der har interviewet ham om hans medvirken.

- Min krop kører stort set hele tiden på 200 procent. Når et normalt menneske tager ét skridt, tager jeg halvandet eller to for at følge med.

Magnus Jacobsen

Styret af idé

I programmet fortæller han om at være styret af idéen om, at man kan, hvad man vil. Men at det kræver, at man kæmper hårdt nok. Magnus Jacobsens krop nedbrydes dog i hans evige insisteren på ikke at lade sig begrænse.

Da Magnus Jacobsen voksede op, var selvtilliden lav, og han ønskede ikke at være ude blandt de fremmede, stirrende blikke. Men i dag er Magnus Jacobsen sådan en, de fleste i lokalområdet hilser på.

Den 23-årige opdagede, at det hele blev lidt nemmere, når han gjorde grin med sig selv – og helst inden andre gjorde det. På Instagram har han profilen »Minimanden«, og at gøre grin med sig selv er hans måde at være i en verden, hvor han stikker ud, siger han til TV2 Echo.

Magnus Jacobsens dværgvækst betyder blandt andet, at han er hjulbenet, og at særligt hans knæ og hofter er ekstra belastede.

Depression

Så selvom han har lavet sine egne klodser for at kunne nå pedalerne i traktoren, og selvom han altid har en stige eller skammel inden for rækkevidde, når han arbejder, er han ekstraordinært smadret, når han kommer hjem.

Det gælder også weekenderne, der ofte fyldes med massiv druk. For overhovedet at kunne gennemføre det, må han ofte have en lur midt i festen, inden der igen kan »tylles shotsrør«.

For et par år siden lød beskeden fra lægerne, at fortsatte landmanden i det høje tempo, ville han ikke komme til at gå, når han fyldte 30.

- Det gik stik imod min mentalitet, som altid har været, at man kan, hvad man vil. Og hvis man ikke kan det, er det, fordi man ikke vil det nok, siger han til mediet.

Men i efteråret sidste år ramte han muren. Energien var helt i bund, og lægerne mente, at den unge landmand havde fået en mild depression.

- Jeg var bare skidetræt og havde virkelig mange tunge tanker, siger han til mediet.

Efter nogle uger hos en psykolog vendte han tilbage som arbejdshest, men han øver sig stadig i at finde balancen og at blive bedre til at mærke efter og acceptere sine begrænsninger.

Læs også