Glad og travl jubilar

Fynsk varmepumpe-specialist har netop fejret 10 års jubilæum i branchen, og oplever stadig fremgang.

Det er en glad og tilfreds ejer af Varmepumpe Fyn, der efter sidste uges 10 års jubilæum, taler med LandbrugFyn.

- Det var en dejlig fejring. Der var mellem 250 og 300 besøgende, så det var overvældende og en meget vellykket dag, lyder det fra ejer Christian Maack.

Godt gang i den

Også arbejdsmæssigt går det godt.

- Der er godt gang i den. Vi har mange henvendelser og mange opgaver, så det er vi selvfølgelig glade for, siger Christian Maack og fortæller, at de pt. laver en del jordvarmeanlæg, og at varmepumper generelt stadig er meget populære.

- Om det lige er et jordvarmeanlæg eller en luft til vand-varmepumpe, det afhænger oftest af ejendommen. Jordvarme laver vi især til ejendomme lidt ude på landet, hvor der er lidt bygninger til, og hvor vi kan lægge anlægget i marken. På den måde generer vi også mindst muligt.

Christian Maack understreger, at de naturligvis også etablerer jordvarmeanlæg i haver.

- Der sørger vi for at have en lidt længere dialog inden opstart, for det vil alt andet lige kunne ses, at vi har været der med vores tunge maskiner. Det gør ikke helt så meget i en mark, lyder det.

Fordel for miljø og økonomi

10 år jubilaren påpeger, at varmepumpen i det lange løb er en fordel for miljøet, ligesom det også mange steder, er en fordel for pengepungen.

- For de kunder, der har olie og til dels også gas som varmekilde, der er der ikke meget tvivl. Det er lidt sværere, når der skal udskiftes fra eksempel pillefyr.

Christian Maack har dog netop lavet en beregning for en kunde med pillefyr i et 250 kvadratmeter stort hus, og der vil besparelsen i årlige udgifter være mellem 7.000 og 8.000 kroner ved at skifte det eksisterende pillefyr ud med en varmepumpe.

- Så er det til at se horisonten for, at anlægget har tjent sig ind, siger han.

Varmepumpe Fyn yder både rådgivning omkring den helt rette varmepumpeløsning til den enkelte kunde, levering, montering og efterfølgende servicering. Dermed lover de at være med til at effektivisere forbruget i hjemmet eller på arbejdspladsen alt imens de gør en forskel for både indeklimaet og klimaet i større perspektiv.

Propan skal opvarme i fremtiden

Som noget nyt er varmepumpernes kølemiddel ved at blive udskiftet til propan.

- Hidtil har varmepumper anvendt kølemidler med meget høj klimapåvirkning. Propan er langt mere klimavenlig, idet det har en højere virkningsgrad qua en højere fremdriftstemperatur, og der dermed ikke skal bruge helt så meget energi på at opvarme ejendommen.

Læs også