Der skal fokus på korrekt fodring i goldperioden

En god strategi og foderplan for afgræsning til goldkøerne er nødvendigt.

ØkologiRådgivning Danmark sætter i deres nyhedsbrev fokus på den kritiske periode for en malkeko – nemlig overgangsperioden fra én laktation til en anden.

De peger på, at omkring kælvning presses køerne rent fysiologisk med en øget mælkeproduktion samt dannelse af antistoffer til mælken. I goldperioden er det derfor vigtigt, at der er fokus på korrekt fodring.

De gør det klart, at goldkøerne i starten af goldperioden skal fodres restriktivt, hvilket i forhold til afgræsning indebærer et reduceret tilbud og kvalitet af græs.

Arealet reguleres

Arealet til afgræsning for goldkøerne skal reguleres, og vedvarende græsarealer eller marker uden høj kløver andel er ifølge ØkologiRådgivning Danmark de bedste bud til goldkøerne.

De fraråder, at marker, der er stærkt gødsket med kalium, bør bruges til afgræsning til goldkøerne, da det nedregulerer køernes evne til at hæve calciumstofskiftet frem mod kælvning.

I de sidste to til tre uger inden kælvning skal goldkøerne tildeles en foderration med tilstrækkeligt protein og energi for at sikre en god råmælksproduktion.

Reduceret risici ved kælvning

Derudover understreger ØkologiRådgivning Danmark, at det er vigtigt, at goldkøerne suppleres med goldkomineraler med en sænket CAB-værdi for at forbedre køernes optag af calcium fra foderet.

En mulig løsning kan være tildeling af magnesiumsulfat og magnesiumklorid for at reducere risiciene forbundet med kælvning for den højtydende malkeko.

Læs også